Pædagoger til Dagtilbud Midt

Pædagoger med stærke relations kompetencer til Huset Nyvang

Dagtilbud Midt søger pr. 1. april 2019 eller snarest derefter 2 pædagoger på hver 30 timer. Stillingerne er i Huset Nyvang

Huset Nyvang er en nybygget daginstitution med 4 vuggestuegrupper og 4 børnehavegrupper. Vi er bygget sammen med et plejehjem, og arbejder med generationsmødet mellem børn og ældre.

I Dagtilbud Midt er vores værdier fællesskab og respekt, hvilket gennemsyrer den måde, vi møder børnene på. Dette betyder bl.a., at vi arbejder med en differentieret tilgang til læring, hvor didaktikken tager udgangspunkt i børnenes udvikling og interesser. Den daglige praksis er funderet i ICDP, ligesom anerkendelse og ressourcesyn er fast integreret i hverdagen. Som medarbejder hos os, får du mulighed for at være med til at skabe et solidt fundament, hvor børnene kan udvikle sig og hvor trivsel og omsorg er i højsæde.

Vi er lige nu i gang med et kompetenceudviklingsforløb i neuroaffektiv pædagogik, som er et forløb hvor vi går tæt på praksis koblet til et teoretisk afsæt.
Vi søger pædagoger med stærke relations kompetencer både i relation med børn og forældre, samt pædagoger der kan bidrage i faglige refleksioner, hvor vi kan være nysgerrige på hinandens perspektiver og som vil engagere sig i, at være med til at udvikle Huset Nyvangs faglige ståsted.

Du skal kunne arbejde med aldersgruppen 0-6 år, og det er vigtigt at du kan tage initiativ, arbejde selvstændigt og kan arbejde systematisk med planlægning, så I når omkring de opsatte mål for børnegruppen.

Herudover er det vigtigt at du har følgende kompetencer
  • Kan forholde dig undrende og åbent til egen praksis
  • Har lyst til at være medskaber af et nyt hus og mødet mellem generationer.
  • Har lyst til at indgå i faglig udvikling og byde aktivt ind
  • Er mødestabil og loyal
  • Kan bidrage positivt til samarbejdet med forældre og kollegaer
  • Kan bidrage positivt til udviklingen af Huset Nyvang

Løn- og ansættelsesvilkår
i henhold til gældende overenskomst, samt reglerne om ny løndannelse. Alle uanset køn, etnisk baggrund m.v. opfordres til at søge.

Har du spørgsmål
kan du kontakte pædagogisk leder Karen Lis Rasmussen på mail klhr@randers.dk, eller mobil 23 83 22 08.

Ansøgningsfrist
den 19. februar 2019, hvor ansøgningen sendes elektronisk via linket på denne side.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 9.

Søg stillingen

Tilbage til joboversigt

I Randers har vi 5 dagtilbud med både vuggestuepladser og børnehavepladser samt et antal selvejende og private institutioner. Herudover findes der 2 børnebyer, som er sammenlagte børnehaver og skoler. Der er desuden ca. 200 dagplejere. Arbejdet i institutionerne retter sig mod at sikre alle børns læring, udvikling og trivsel. Det gør vi i samarbejde med forældrene til de ca. 5500 børn, som har plads i institutioner og dagpleje. 97 % af alle børn går i dagtilbud. Institutionerne er således et solidt fundament for at sikre, at alle børn kommer godt fra start, og får de bedste muligheder. Vi kan tilbyde indsatser, som er ressourceorienterede og som bygger på forskning og viden. Det giver muligheden for høj faglig kvalitet. Kom og blive en del af vores fællesskab!

Søger du job i Randers Kommune, og bor du her ikke, så går du måske med tanker om at flytte hertil. Kontakt vores bosætningskonsulent, Mari-Louise Olsson Hattesen på 20465374 eller velkommen@randers.dk og hør, hvad Randers kan tilbyde dig og din familie. Læs mere på www.velkommen.randers.dk